Maling til badekar

– kan man male et badekar, og hvilken maling skal man bruge?

Er du på jagt efter maling til badekar? Det er ikke så enkelt, som det umiddelbart lyder. Én ting er nemlig selve malingen. En anden ting er, hvordan det påføres. Læs med her, hvor jeg giver dig et indblik i produkterne og processen bag maling af badekar.

Maling til badekar er et forholdsvis nyt fænomen for privatpersoner. Tidligere var det noget, der kun var tilgængeligt for professionelle. Men efterhånden som renoveringstendenser og boligprogrammer vinder frem, har flere og flere fået lyst til gør det selv-projekter.

Også på badeværelset.

Derfor er maling til badekar nu tilgængeligt for de fleste, men jeg vil gerne slå et slag for, at du ikke kaster dig ud i en renovering af dit badekar på egen hånd.

Maling til badekar – spraymaling er den bedste løsning

Nu ved jeg ikke, hvad du forestiller dig. Men jeg møder ofte kunder, der tror, at maling til badekar er noget, der kan påføres med pensel eller rulle. Det er det ikke, og netop derfor er det sværere end som så at få et flot resultat.

Der skal nemlig anvendes spraymaling og sprøjtepistol.

Har du tidligere arbejdet med en sprøjtepistol? Så ved du, at det er svært at styre trykket, hvis man ikke har erfaring. Samtidig er du måske også klar over, at et flot resultat kræver en sprøjtepistol af høj kvalitet.

Essensen af ovenstående er, at du først og fremmest skal have fat i den rette type maling til badekar. Dernæst at du skal have fat i professionelt udstyr. Og sidst men ikke mindst at du skal vide, hvordan det håndteres bedst muligt. Har du ikke styr på alle tre ting, er der stor risiko for, at dit badekar ikke bliver flot, når du maler det – og det bliver hurtigt dyrt at gøre det om.

Maling til badekar

Prisen for maling af badekar

Når jeg maler badekar med sprøjtepistol, starter prisen som udgangspunkt ved 6.000 kr. inkl. moms. Derudover kan der være tillæg, hvis badekarret skal repareres, eller du har særlige ønsker til en skridsikker overflade eller lignende.

Men det er prisen for en almindelig emaljering, som det hedder.

Har du først været i gang med at male på egen hånd, og skal jeg gøre det om. Ja, så starter prisen i stedet ved 10.000 kr. inkl. moms, fordi jeg først skal fjerne al den gamle maling, du netop har sprøjtet på. Det er altså ikke bare dyrere at renovere badekarret på denne måde – du spilder også din tid, hvis det alligevel skal gøres om.

Maling eller emalje?

Nu har jeg skrevet en del om maling til badekar. Afslutningsvis er det værd at nævne, at der faktisk ikke er noget, der som sådan hedder ”maling,” når det kommer til badekar.

Det hedder derimod emalje.

Af samme årsag går renovering af badekar også under navnet ”emaljering af badekar”. Emalje (eller polyurethan som jeg anvender) er et blandingsprodukt, der består af maling og en hærdende substans. Når det hærder op, får du en ekstremt slidstærk, rengøringsvenlig og vandtæt overflade, som egner sig perfekt til dit badekar.

Scroll to Top